Vedtægter (revideret på generalforsamling 2023)

Hent som PDF

§ 1.

Lodsejerforeningens formål er at varetage medlemmernes interesser, der kan bestå i:

  • på medlemmernes vegne at føre forhandlinger med myndigheder i sådanne sager, som ifølge gældende eller kommende love angår grundejere i sommerhusområder.
  • vedligeholdelse af de væsentligste veje, når disse er anlagt og kun kræver vedligeholdelse.
  • efter forhandling med myndighederne at sørge for opsætning af skilte med vejnavne.

 

§ 2.

Som medlem kan optages enhver grundejer inden for foreningens naturlige område, hvor dette ikke kommer i strid med allerede oprettede ejerlaug eller grundejerforeninger.

§ 3.

Lodsejerforeningen kan, hvis det er formålstjenligt for et videre samarbejde, tilsluttes fællesudvalg, hvis sådanne findes eller oprettes.

§ 4.

Det årlige kontingent fastsættes af generalforsamlingen på grundlag af et af bestyrelsen udarbejdet budget.

§ 5.

Da medlemskabet af lodsejerforeningen er frivilligt, kan bestyrelsen på opfordring af medlemmer anmode om vejsyn, såfremt der på hele vejen opstår strid om vedligeholdelse grundet på, at kun enkelte medlemmer gennem medlemskab i lodsejerforeningen må deltage i vedligeholdelse af vejene.

§ 6.

Foreningens anliggender varetages af en bestyrelse på mindst 3 medlemmer.

Bestyrelsen råder over foreningens midler og har ansvaret for, at disse anvendes i overensstemmelse med generalforsamlingens beslutninger.

Bestyrelsen kan placere overskudslikviditet på en bankkonto, eller købe danske realkredit obligationer med en maksimal rest løbetid på 10 år, som er placeret i et depot ejet af Skødshoved Lodsejerforening.

Køb af obligationer kan kun erhverves hvis bestyrelsen er enig.

Bestyrelsen kan ikke optage lån eller behæfte foreningen uden generalforsamlingens godkendelse.

Til sådan godkendelse kræves 2/3 flertal af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer.

Bestyrelsens medlemmer samt 2 suppleanter vælges på den årlige generalforsamling for et tidsrum af 2 år, således at, skiftevis afgår formand og suppleant, kasserer, sekretær og suppleant.

Genvalg kan finde sted såvel til bestyrelse som suppleant.

Bestyrelsen konstituerer sig selv efter nyvalg eller ved tiltrædelse af suppleanter

§ 7.

Foreningens regnskabsår er kalenderåret.

På den ordinære generalforsamling vælges revisor.

Regnskabet skal forelægges i revideret stand på generalforsamlingen.

§ 8.

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.

Ordinær generalforsamling afholdes inden udgangen af maj måned.

Indkaldelse hertil skal ske skriftligt med 14 dages varsel. Offentliggørelse på hjemmesiden betragtes som lovlig varsling.  Som minimum skal dagsordenen indeholde:

  1. Valg af dirigent.
  2. Beretning.
  3. Indkomne forslag.
  4. Regnskab, samt fastsættelse af kontingent for det kommende år.
  5. Valg af: Bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.
  6. Valg af: Revisor
  7. Eventuelt

§ 9.

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, indsendes til formanden  senest 1. marts.

Alle afgørelser træffes ved simpelt stemmeflertal, undtagen hvor 2/3 flertal er foreskrevet.

Afstemning skal foregå skriftligt, såfremt et medlem forlanger det.

§ 10.

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder det påkrævet, eller når 30 af medlemmerne skriftligt med angivelse af forslag til dagsorden fremsætter begæring herom.

Bestyrelsen er pligtig til at indkalde til en sådan generalforsamling med 14 dages varsel snarest efter begæringens modtagelse.

§ 11.

Opløsning af foreningen kan kun ske på en ordinær generalforsamling, og kun når 2/3 af foreningens medlemmer stemmer herfor.

§ 12.

Er generalforsamlingen ikke beslutningsdygtig indkaldes i henhold til § 10, stk. 2, til ekstraordinær generalforsamling, som med 2/3 flertal af de fremmødte stemmeberettigede kan vedtage opløsningen.

§ 13.

I tilfælde af foreningens opløsning træffer den generalforsamling, som vedtager dette, beslutning om anvendelse af de likvide midler, der forefindes.

 

Således vedtaget på generalforsamlingen den 16. april 1975.

 

 

Aage Pedersen.          Aage Mehner.          Bernh. Nielsen.

Revideret på generalforsamling 19 marts 2023.

 

Claus Pytlich                       Niels Juul Nielsen                                   Jens Bisgaard-Petersen

  Formand                                Dirigent                                                     Sekretær 

 

Skødshoved Lodsejerforening
c/o Claus Pytlich
Poppelvænget 12
8420 Knebel
CVR-nr.: 41099895
Bank:1551-0006539807
info@skoedshovedlodsejerforening.dk